Familieprogram for voksne pårørende
Familieprogram for voksne pårørende er til dig, der som nær pårørende til en afhængig har brug for hjælp, støtte og forståelse
Det er utroligt anstrengende at være tæt på en afhængig person. At skulle være praktisk, tage over, være stærk og sørge for alting. Og samtidig ikke have plads til sine egne følelser og behov. Med tiden ændrer det din hverdag og adfærd.
Det kaldes at have et medafhængigt parforhold, når du for eksempel:
-
Tænker mest på, hvad andre har brug for
-
Er bange for at fortælle din partner, at du er såret eller vred
-
Synes du hele tiden skal kontrollere dine følelser
-
Har svært ved at sætte dine grænser og overholde dem
Familieprogram for voksne til dig og familien
Familieprogrammet tilbyder hjælp, hvis dine pårørende er eller har været i behandling på en af Behandlingscenter Tjeles afdelinger, men der er også hjælp til dig, selvom din afhængige ægtefælle/partner ikke vil i behandling.
I Tjeles familiebehandling for alkoholikere indgår et familieprogram for op til tre pårørende
En aktiv alkoholiker påvirker tilværelsen i større eller mindre grad for alle nærtstående. Men familiemedlemmerne, og hvordan de reagerer, påvirker også den afhængige.
Derfor ser vi det som en væsentlig del af behandlingen, at familien inddrages og også får hjælp og støtte. De bedste resultater for behandlingen kommer, når hele familien får hjælp.
Familieprogram for voksne - forløbet
I familieprogrammet deltager flere familier sammen.
Forløbet består af undervisning, gruppesamtaler og små opgaver. Målet er at give deltagerne viden og forståelse for såvel den afhængige som for deres egen adfærd, tanker og følelser. Det er også målet at give deltagerne redskaber til at tackle den nærmeste fremtid efter behandlingen på en positiv måde for hele familien og med mere overskud for den enkelte.
Familieprogrammet er for alle pårørende til en afhængig. Unge fra 16 år og opefter kan også have stor gavn af at deltage. Yngre børn anbefales vore Børneprogrammer.